”Et sted at bo” ... fordi man er nødtvunget til det? ... fordi man kan lide at være der? Hvad er det at bo og hvilke tanker aflejrer det hos os? Joaquin Zaragoza Galindo’s værk cirkulerer om dette emne via to forskellige virkemidler og to forskellige perspektiver.

’”Et sted at bo” består af to dele, en video med en række interviews fra folk, som bor eller har boet i Gellerup, og et hæfte indeholdende fotomontager, tegninger, tekster og kritiske statements fra inviterede kunstnere.

I videomontagen får man som beskuer et indblik, eller snarere et smugkig ind i seks forskellige personers oplevelser og tanker om Gellerup. Især de første klip af videoen giver én en fornemmelse af at kigge ind igennem brevsprækken, til der hvor det hele foregår. Ørerne bliver spidset til, fordi det man ikke ser, det bliver man nødt til at lytte sig til. På denne måde nedtones det visuelle og fremstår nærmest som levende stilleben, hvorimod de enkelte personers historier kommer i fokus og skaber fremdriften i videoen. ”Brevsprækkeblikket” lader (udsnittet af) rummet med betydning og værner i samme instans den interviewede mod beskuerens blik. Beskueren kommer visuelt tæt på den interviewede, men kommer aldrig helt ind på kroppen af ham eller hende. Bekskueren transformeres altså til at blive lytter fremfor voyeur.

Lytningen kan kombineres med eller afløses af hæftet ” Et sted at bo”, der cirkulerer om begreber som sameksistens og identitetsdannelse, i forhold til nærmiljø og i forhold til det billede der er blevet tegnet af udlændinge – både i medierne og i den politiske debat i Danmark. Her bliver læseren/beskueren mødt med gruklignende illustrationer, små finurlige tekster, spidsfindigt broderi og foruroligende diagrammer.

”Et sted at bo” prikker til os og lirker ved foruddannede meninger. Ønsker vi at være med på en lytter? Vil vi være med til at ”indtrykke” fremfor at ”udtrykke” ?

Celeste Elizabeth Arnold, cand.mag i Æstetik og Kultur.